
Årets plakatkonkurrence
I lighed med de to tidligere år afholder
vi i 2008 en offentlig konkurrence for at finde motivet til
årets plakat for Fjordens Dag. Vinderplakaten udvælges
af Borgmestrene Jan Boye, Palle Hansborg-Sørensen og
Bent Dyssemark assisteret af repræsentanter fra Fyens
Stiftstidende og Fjordens Dag.
Vinderplakaten vil blive trykt i mere end
1.000 eksemplarer, og det vindende motiv kommer også til
at pryde forsiden på de 35.000 eksemplarer af programmet
for Fjordens Dag, der bliver udsendt over hele Fyn. Derudover
præmieres vindermotivet med 10.000 kr. Vinderen vil blive
offentliggjort i Fyens Stiftstidende og af Borgmester Jan Boye
ved åben reception på Odense Rådhus. Alle
indsendte plakater vil blive udstillet i på Odense Rådhus
fra lørdag den 23. august til onsdag den 27. aug.
Plakatforslag skal indleveres på Fyens
Stiftstidende, Banegårdspladsen, 5100 Odense C inden den
1. april.
Formalia
Fjordens Dag bygger på fire temaer: natur, friluftsliv,
miljø og sundhed og vil i 2008 have særligt fokus
på bæredygtighed. Plakatens motiv skal hentes i
disse temaer.
Vinderplakaten bliver trykt i et opretstående
format på 70 x 50 cm. Motivet bør derfor være
i forholdet 7:5. Desuden vil vindermotivet så vidt muligt
komme til at fylde hele forsiden af programmet (21 x 14,8 cm),
så det vil være en fordel med få vigtige motivelementer
ved kanterne, fordi det vil gøre det muligt at beskære
og indlægge tekst over billedet. Farvevalget er frit,
da originalen vil blive overført via fotografi.
Hvis du har yderligere spørgsmål,
kan du kontakte Maiken Nielsen på sekretariatet for Fjordens
Dag på tlf. 66 12 68 31.