FJORDENS DAG er Danmarks største naturarrangement. Det finder sted hvert år den anden søndag i september - i 2012 er det således Fjordens Dag den 9. september.
Den første Fjordens Dag fandt sted i 1991 omkring Odense Fjord. Siden voksede arrangementet, der kom flere aktivitetssteder til og dagen omfatter nu også Kerteminde Fjord.
I Fjordens Dag deltager en lang række institutioner, foreninger, skoler, firmaer og private grupper, som alle kan tilbyde en oplevelse, der involverer natur, friluftsliv, miljø, kultur eller sundhed. Du kan opleve dem ved aktivitetsstederne rundt om begge fjorde, hvor de fortæller om, hvordan de bruger naturen eller arbejder med miljø og sundhed.
Omkring 2.000 mennesker, hovedsagelig fra de tre fjordkommuner, er aktivt med til at gennemføre den årlige Fjordens Dag, og de tilbyder over 200 aktiviteter.
Fjordens Dag præges af arbejdende værksteder og masser af aktiviteter, hvor du selv kan deltage. Hvert år benytter mellem 30.000 og 50.000 mennesker sig af muligheden.
Fjordens Dag bliver til i et bredt samarbejde mellem Kerteminde, Nordfyns, Odense Kommuner samt Fyns Statsskovdistrikt og over 150 institutioner og foreninger. Økonomisk støttes dagen af de involverede kommuner og en række lokale og nationale sponsorer.
Ideen bag Fjordens Dag har bredt sig som ringe i vandet. Mange steder i både Danmark og udlandet afholdes lignende arrangementer. Her på Fyn kan især nævnes Øhavets Dag, hvor mindst 80 aktivitetsarrangører deltager.