Naturskolen på Vigelsø

På skønne Vigelsø i Odense Fjord, 3 minutters sejlads fra Klintebjerg, ligger vores flotte naturskole. Øen indbyder til friluftsliv, naturoplevelser og udforskning.Her er der mulighed for at komme helt tæt på naturen. Vigelsø er nemlig naturens ø, og vi passer godt på både planter og dyr.
Duft fjorden, hør fuglene og smag på naturen. Oplev ternerne om foråret, og pluk spiselige planter på molen i forsommeren. Nyd roen og fuglene fra fugletårnet, og husk at tage en håndfuld af de blåduggede slåen med hjem til snapseflasken i efteråret.

Huset indeholder overnatningsmulighed for 30 personer, laboratorium og udstyr til feltundersøgelser. Naturskolen kan bookes af skoler, foreninger og lignende organisationer.
Private kan også benytte Naturskolen.
Nedenfor kan du finde information om priser, booking, samt vilkår for brug af Naturskolen.

Vi glæder os til at se jer på Vigelsø.