





Det er helt naturligt
...at bidrage til Fjordens Dag
Fjordens Dag har eksisteret siden 1991 og er et af Danmarks største kulturelle naturarrangementer. Hvert år 2. søndag i september tager 30-50.000 børn og voksne til arrangementet, der afholdes på 10 lokaliteter omkring fjordene i Odense, Kerteminde og Nordfyns Kommuner.
Arrangementet fungerer som et mødested for interesseorganisationer, foreninger, institutioner, det professionelle erhvervsliv og den almene befolkning. Hvert år stiller over 150 frivillige organisationer og foreninger op for at give de mange besøgende gratis oplevelser i det fri og formidle om tiltag inden for natur, miljø, kulturhistorie og sundhed.
Målet er at inspirere folk til at bruge naturen til sport, leg, friluftsliv, sundhedsfremmende aktiviteter og kulturture. Håbet er, at glæden ved at bruge og passe på natur og miljø derved spredes.
Med et sponsorat for Fjordens Dag kan din virksomhed være med til at føre håbet ud i livet. Til gengæld lover vi, at du får god værdi for pengene.
Fordele som sponsor for Fjordens Dag
Med Fjordens Dag som markedsføringsplatform bliver du som sponsor eksponeret overfor et bredt udsnit af befolkningen i Odense, Nordfyns og Kerteminde Kommuner samt på hele Fyn.
Desuden vil din virksomhed blive profileret som en kulturelt bevidst og socialt ansvarlig virksomhed samt positiv bidragyder til grønt engagement. Som sponsor får du også tilbud om at bruge Fjordens Dags Sponsorlogo og på den måde vise omverdenen, at du er med til at gøre en indsats for natur, miljø, kultur, sundhed og lokalt, frivilligt engagement.
Sponsoratet kan også anvendes i din virksomheds interne markedsføring af CSR-værdier overfor medarbejderne. Ved større sponsorater får du i øvrigt mulighed for sund og hyggelig medarbejderpleje, idet vi tilbyder en spændende tur ved fjorden sammen med vores helårsansatte naturvejleder for et antal af virksomhedens medarbejdere.
Vi tilbyder 3 sponsor-grundpakker
– Basis Sponsor, Klassisk Sponsor og Super Sponsor.
Hver især byder de på forskellige grader af eksponering. Der er naturligvis også mulighed for yderligere eksponering, som er specielt tilpasset din virksomhed, men det afhænger af sponsoratets størrelse og bygger på en dialog med sekretariatet ved Fjordens Dag.
Download vores folder om sponsorsamarbejde 2012.