VÆR MED TIL AT SKABE KUNSTVÆRK PÅ STIGE Ø

Stige Ø har fået endnu et træ. Men ikke et helt almindeligt ét af slagsen. Det er en kubistisk skulptur af et træ bygget af resttræ. Skulpturen er ca. 2 m. høj. Fjordens Dag sætter værket op i samarbejde med den odenseanske kunstner Hans Christian Arnklit, og vi vil gerne have din hjælp til at fuldende værket. Bidrag med at hænge små budskaber om naturen på træet, så træet i fællesskab folder sig mere ud. Du kan ovenikøbet vinde en præmie.

 

Der er en præmie på spil

Lav små ting eller skilte i genbrugs- eller naturmaterialer (ikke plast) med snor i (max 10×10 cm) hjemme og skriv, hvad natur betyder for dig f.eks. afstresning, hygge, motion – lige hvad der falder dig ind. Måske et lille digt?

Gå en tur ud til skulpturen på Stige Ø og hæng dit budskab på træet. Tag et foto af din genstand på træet og del det på Instagram med @Fjordensdag #pixeltræ – Har du ikke mulighed for selv at lave et ophæng, så kan du også deltage ved blot at dele et foto af dig og træet, hvor du skriver hvad naturen betyder for dig.

Præmien er et gavekort til Friluftslageret til værdi af kr. 500,-. Fjordens Dag trækker en vinder blandt alle fotos den 30. januar 2021. Læs mere på fjordensdag.dk

 

Fokus på naturstier og hvad naturen kan bruges til

Om baggrunden for skulpturen fortæller koordinator for Fjordens Dag Tine Jørgensen: ”Vi vil gerne få flere folk ud og bruge naturen og faciliteterne omkring Odense Fjord. Gøre opmærksom på de mange naturstier omkring Odense og opdage de mange muligheder, der er for aktiviteter i det fri. Det er jo oplagt i denne Corona tid at lave flere aktiviteter med afstand i naturen. Fjordens Dag blev jo desværre aflyst i år. Men vi vil gerne huske folk på eventet, og skabe noget, der kan føres videre på næste års Fjordens Dag, hvor vi kan fejre 30-års jubilæum. Det er nemlig tanken at værket bagefter gemmes til næste års Fjordens Dag, hvor kunstneren Hans Chr. Arnklit laver en kunstworkshop, hvor han i fællesskab med publikum bygger videre på skulpturen, så det udvikler sig til et endnu større værk. Det kan også være det popper op inde i byen næste sommer som optakt til Fjordens Dag.”

Skulpturen bliver placeret på Stige Ø på det grønne område mellem kajakklubben og Cronhammar skulpturen. Der er to parkeringspladser i nærheden.

 

Stige Ø byder på flere oplevelser i december

”Når folk tager ud og ser skulpturen, vil vi gerne opfordre til at udforske resten af Stige Ø, der fra bakketoppene byder på smuk udsigt over fjorden og Odense by og rummer masser af spændende stier og muligheder for aktiviteter og leg”, foreslår Tine Jørgensen. ”Måske varme sig på et glas gløgg og æbleskiver hos Søpavillonen, der er åben hver weekend hele december kl. 11-16 – eller man kan slå et smut forbi Thomas Dambos trold Hans Hule Hånd, der også gemmer sig i krattet et sted derude.”

Skulpturen kan opleves i perioden fra 11. december 2020 – 30. januar 2021.

4