Vinderplakat 2021

Årets plakat til Fjordens Dag er designet af freelancegrafiker Lisbet Juncker Groth (61 år) fra Risskov ved Århus. Det var et enigt dommerpanel, der kunne kåre årets vinderplakat, og der blev lagt vægt på, at den formidler Fjordens Dag som en aktiv dag ved vandet, nysgerrighed på naturen, glæde og noget for hele familien. Illustrationen på plakaten er håndtegnet af Lisbeth og efterfølgende farvelagt og bearbejdet digitalt.
Dommerpanelet bestod af borgmestrene fra de 3 fjordkommuner Peter Rahbæk Juel fra Odense, Kasper Ejsing Olesen fra Kerteminde og Morten Andersen fra Nordfyns Kommune, samt chefredaktør for Fyens Stiftstidende Poul Kjærgaard og vore to koordinatorer på Fjordens Dag Jesper og Tine. I alt har vi i år fået 165 plakatforslag tilsendt fra 125 kunstnere. Præmien på de 10.000 kr. blev overrakt til Fjordens Dag 12. september ved Boels Bro i Munkebo.
Du kan købe årets plakat for 40 kr. ved at komme forbi på Skibhusgården på hverdage kl. 9-12.

Plakatkonkurrence 2022 

Traditionen med at lave plakater blev indledt i 1994. I begyndelsen blev årets plakat lavet af en særligt udpeget kunstner; siden blev denne fremgangsmåde ændret til en plakatkonkurrence, hvor alle – også du – kan være med hvert år.
I lighed med tidligere år, afholdes der i 2022 en offentlig plakatkonkurrence for at finde motivet til årets plakat for Fjordens Dag.
Vinderen af konkurrencen vælges af borgmestrene i Odense, Kerteminde og Nordfyns kommune, som bliver assisteret af repræsentanter fra Fyens Stiftstidende og Fjordens Dag.

Vinderplakaten vil blive anvendt som en del af markedsføringen og i forskellige formater. Det vindende motiv vil også indgå som en del af forsiden på programmet for Fjordens Dag, der bliver udgivet i Fyens Stiftstidende og uddelt i de 3 kommuner.

Vinderplakaten præmieres med 10.000 kr.

Formalia

Fjordens Dag bygger på fokusområderne natur, miljø, kulturhistorie og sundhed. Plakatens motiv skal hente inspiration i ét eller flere af de fire fokusområder. Til de ovenstående områder kan der eksempelvis knyttes følgende:
Friluftsliv, bæredygtighed, livet ved fjorden, biodiversitet, motion i naturen, historien, geologi, fødevarer, genbrug, up-cycling. Det er nogle af de ord og begreber, der kan sættes på de 4 hovedtemaer. Det er en aktiv dag for hele familien. Tænk desuden på at plakaten tydeligt skal signalere Fjordens Dag også set lidt på afstand.

Nedenstående formalia for maleri og grafik skal følges:
Maleri
Farvevalget er frit, da originalen vil blive overført via fotografi. Dog skal man sørge for at farverne ikke bliver for transparente dette gør sig især gældende ved akvarel.
Ved maleri må der ikke sættes overskrift på, dog skal der gøres plads til, at vi kan gøre det grafisk. Der skal være plads til en titel, dato og evt. sponsorer. Eneste tekst der skal påsættes ved grafik er: Fjordens Dag 11. september 2022
Vinderplakaten bliver trykt i et opretstående format på 70 x 50 cm højformat. Motivet skal derfor være i forholdet 7:5. Desuden vil vindermotivet blive brugt som en del af programforside samt andre PR materialer. Det vil være en fordel med så få vigtige motivelementer ved kanterne, da der her skal kunne beskæres og indlægges tekst

Grafisk
Formatet skal enten være JPEG eller PDF med en opløsning på 250-300 dpi ved 100% størrelse og have målene 70×50 cm. Filen sendes som en vedhæftet fil pr. mail det vil sige at den ikke må sættes ind i mailens tekst felt. Vi downloader ikke fra diverse fildelings-tjenester. Ved PDF skal der gives rettigheder til redigering og printning. Den originale fil skal kunne eftersendes.

Deadline for indsendelse af plakatforslag er den 1. maj 2022 kl. 12:00.

Sammen med det indsendte forslag, skal der medsendes navn tlf. nr. og adresse.
Grafik indsendes på mail til adresse i linket

Fysiske malerier afleveres på Fjordens Dags sekretariat på Skibhusgården – Natur og Friluftscenter, Skibhusvej 388, 5000 Odense C. Hvis fysiske værker ønskes retur skal de være afhentet i sekretariatet senest 2. oktober 2022, hvis man vil være sikker på at få det tilbage.

Vinderen bliver kontaktet pr. tlf. når dommerkomiteen har fundet en vinder ultimo maj, samt bliver offentliggjort på hjemmesiden og Facebook. Vi skriver ikke til resterende deltagere, så hold selv øje med vores sider.

På selve Fjordens Dag, søndag d. 11. september 2022, udstilles vinderplakaten og et bredt udsnit af de øvrige plakater på ét af aktivitetsstederne. Samme sted overrækkes desuden præmien på kr. 10.000. Her forventes det at vinderen deltager.

Hvis du har yderligere spørgsmål, kan du kontakte sekretariatet for Fjordens Dag på tlf. 63 75 68 08 eller på mail via linket