Spiselige planter og urter

Beskrivelse kan foldes ud under billedet. Hvis ikke andet er nævnt, er billedet fra Naturshow.dk

Løgkarse

Løgkarse
Alliária petioláta

Planten er blevet brugt systematisk som krydderi i madlavning, helt tilbage til stenalderen. Mere præcist for 5.900 – 6.200 år siden.  Sporerne er fundet på lerkar blandt andet fra stenalderbopladsen Åmosen på Sjælland, i Nordtyskland er der gjort liggende fund.Løgkarse har en krydret hvidløgs og sennepssmag, kan bruges til at sætte ekstra pift på salaten, smørrebrødet på frokostbordet. I England har den sammen med mynteblade været en fast bestanddel, i saucen til lammekød. Frøene kan tørres og knuses til brug i maden vinteren over.
Løgkarse er en hjemmehørende plante der er knyttet til skovbunden, den trives dog også i hegn og krat. Bladene er hjerteformede med store takker, hver blomst har 4 hvide kronblade. De sidder to og to over for hinanden, så de danner et lille kors. Det særlige kendetegn er bladenes kraftige lugt af løg. Den kan høstes allerede i april

Ramsløg

Ramsløg
Allium ursinum

Ramsløg har en lang historie i Danmark. Pollen fra urten er blevet fundet i udgravninger helt tilbage fra stenalderen. Det menes ydermere, at vikingerne har taget planten med sig rundt i Europa. Urten har været anvendt som naturmedicin i behandlingen af skavanker eller indgået i kosten. Ramsløget har igennem de sidste år oplevet en renæssance, på linje med en masse af de andre spiselige vilde urter, efter at danske stjernekokke har taget disse planter under kyndig behandling i deres respektive køkkener.

Urten har et højt indhold af C-vitamin, efter sigende optil 10 gange så meget som i citroner. Ramsløget kaldes også for det ”vilde hvidløg”, da det har samme smag som hvidløget man kan købe i supermarked.

Ramsløget er en af de planter der bekræfter reglen om, at man skal kende til det som man putter i gryden. I 2012 var der i Tyskland flere tilfælde af forgiftninger med døden til følge. De havde alle forvekslet ramsløget med enten høsttidsløs eller liljekonval (begge planter er giftige).

Ramsløg kan bruges i salat (moderate mængder), og i rå tilstand som krydderi i forskellige retter.

Den kan efter kogning spises som grøntsag. De unge blade har en let bitter smag og kan anvendes i salater. Blomsternes kronblade kan bruges til urtete, mælkebøttevin, som pynt i salater mm.

 

Hyrdetaske

Hyrdetaske
Capsella bursa-pastoris

Hyrdetaske er en plante der har været anvendt som en del af kosten siden, førromersk jernalder. Planten indgik i Tollundmandens sidste måltid, hovedbestanddelene i det spiste var byg, frø af pileurt, sæd-dodder og hør. Planten har haft anvendelse medicinsk, Plinius( 23-79 e.Kr.) beskriver plantens frø som værende et godt afføringsmiddel samtidig skulle et indtag af samme kunne virke fremmende på kønsdriften. Bladene fra planten er rige på vitamin A, B og C de kan indgå som et element i en salat eller koges. Frøene fra planten har en smag som gør at de kan anvendes som erstatning for sennepsfrø.

Vigtigt: Hyrdetaske kan ganske ofte være angrebet af en parasitisk svamp, Cytopus candidus. Denne er giftig. Ved sankning skal man derfor gå efter helt friske eksemplarer. Svampen danner en hvid belægning på værtsplanten (hvid rust).

Hyld

HYLD
Sambucus Nigra
Alm. Hyld, artsnavnet henviser til at der er andre arter. De grønne dele samt bark af træet indeholder, giftig blåsyre og coniin. Sommerhyld og Druehyld skal man holde sig fra da begge er giftige. De er dog begge forholdsvis nemme at kende fra den Alm. hyld.
Blomsterstanden og bærerne kan anvendes på forskelligvis i madlavningen eller bruges til at lave en forfriskende og læskende drik, hvis man har mod på det kan man også lave en glimrende vin af blomsterne.
Bark og blade har haft anvendelse i indfarvning af klæder, linned og sadler, det giver en brun farve.
Langt tilbage i tiden hed det sig at gudinden Freja(senere hyldemor) boede i hylden, fællede man en hyld der stod nær ved huset uden at plante en ny, var der risiko for at man blev ramt af ulykke eller at huset brændte ned. Man bør derfor spørge Hyldemor om lov til at plukke blomster, bær, fjerne grene mm. Hylden er tit hul, knudret og har et forkrøblet udseende – det skulle skyldes at Judas hængte sig i træet; på stammen vokser der en svamp der ligner et menneskeøre også kaldet judasøre.Under en hyld kan man blive hyldeskudt – tryllebundet af hyldefolk. Træet har været en del af folketroen/overtroen dette har sit afsæt i at roden, marven, barken, blomster, spirer og bær hver for sig har været brugt i husråd landet over.

Hvor hyld og husløg står i gro
tyst hvisker gammel tro
om dengang hyld var helligtræ
med helsebod for folk og fæ
som sot og syge tvang i knæ
K.L. Kristensen (42) i Dansk etnobotanik af V.J. Brøndegaaard

Mirabel

Mirabel (kirsebærblomme)

Prunus cerasifare

Artsnavnet mirabel er en gammel betegnelse. Den findes ofte i levende hegn rundt om i landet. Kødet på de gule og røde frugter hæfter til stenen ved modenhed, det gør det ikke ved mirabelle. Mirabel stammer oprindeligt fra Balkan, Kaukasus og Centralasien.
Den forekommer i Danmark både i dyrket og forvildet.Planten bliver ofte brugt som grundstamme, til podning af de dyrkede blommer. Veddet fra træet er blevet brugt til snedker- og drejearbejder, mundstykker på blæseinstrumenter og mindre gavntømmer.Frugterne har fundet vej til køkkenet og været anvendt som marmelade, most eller i tørret form.I eftersommeren har de vilde blommer været et kærkomment fodertilskud til svinefoderet.Harpiksen er blevet anvendt til klister, blæk og som erstatning for gummi arabicum.Blade og bark er blevet anvendt til farvning af uld, dyrkede blommer giver forskellige brune, mørkt orange og mørkt askegrå farver.Mirabelblade farver lyse- og mørkegrønt.Blommer har også igennem tiden, været brugt i talemåder og poesi.
”O blomme, du er liflig, men en kende
vemodig at fortære, thi enhver kan se
du er symbol på sommerens ende.Piet Hein

Havtorn

Havtorn
Hippophaë  rhamnoides

Havtorn er en optil 6 meter høj busk, der vokser i kystnære områder, på skygge fri jord med et højt kalkindhold. Rødderne har knolde, hvor mikroorganismer omsætter kvælstof fra luften til brugbare forbindelser, dette muliggør vækst hvor jorden er nærringsfattig.

Havtorn er en løvfældende busk. Væksten er en åben og opret, stiv vækstform, alle skud bærer talrige grentorne.

Barken er først brun og håret, senere bliver den grå med bronzefarvede hår. Barken på gamle grene kan skalle af i lange smalle strimler.

Knopperne er spredte, bronzebrune og ganske små. Hanbuske bærer, samtidig knopper med hanlige blomsteranlæg, disse er tætsiddende, tykke og mere gyldent bronze i farven.

Bladende er linje – eller lancetformede og helrandede. Oversiden af bladet er grågrøn og spredt behåret, undersiden er sølvhvid og meget tæt håret.

Busken blomstrer i maj-juni

Hunlige buske bærer om efteråret og ud på vinteren gule eller orangerøde frugter, smagen er særpræget og syrlig. De får en lidt anden smag hvis de høstes lige efter den første frost. Bærerne har et højere indhold af c-vitamin end citron pr. gram af frugterne, de kan anvendes til blandt andet marmelade eller som et syrligt pift i saft og smothie.

Gederams

Gederams
Epilóbium augustifolium

Gederams er op gennem tiden blevet brugt til mad, bladende er blevet brugt som erstatning for te. Teen af gederams har været Ruslands mest populære ikke alkoholiske drik. Bladende skal helst plukkes inden planten blomstre, for at undgå en besk smag.

Plantens rødder er rige på stivelse, hvilket også har betydet at man i krisetider har brugt dem, som i formalet tilstand i brød. De er dog meget beske og bør derfor forbehandles inden de indgår i madlavningen.

Den findes ofte i lysninger i skoven, på en ryddet byggegrund eller på afbrændte skovarealer. Den er letgenkendelig på grund af sine ovale blade, og lange pyramideformede rosa-røde blomsterklaser. Når planten er 20-30 cm høj, kan den plukkes med 10-20 cm af rodstykket. Stænglerne kan så skrælles ligesom asparges og den træede del skæres bort. De koges i letsaltet vand i ca 5 minutter, og spises som tilbehør eller forret med en krydderolie og brød. Evt. snobrød, da gederamsen sagtens kan koges i gryde over bål.

Man kan også lægge de spæde og rensede skud i bugen på friskfangede hornfisk, pakke dem i folie og tilberede fisk med ’gederamsasparges’ over bål. Husk dog kun at bruge de spæde skud, for planten bliver besk, når den vokser til.

Engriflet Hvidtjørn

Hvidtjørn, Crataégus

Engriflet hvidtjørn, Crataégus monogýnaslægtsnavnet, henviser til de hvideblomster og de stive torne på grenene.

Blomsten har kun 1. griffel, der af artsnavnet. Træets ved er hårdt og strukturen tæt hvilket gør det velegnet til træskærerarbejde. Efter løvfald sidder de mørkerøde tilbage, de er føde for mange fugle.

Planten er vildtvoksende i skovbryn, ofte brugt i levende hegn, parker eller som hæk i haver. Den er almindelig udbredt i de tempererede egne på den nordlige halvkugle.

Blomsterne kan bruges til kryddersnaps, kronbladene kan anvendes som pynt i salat, de spæde grønne blade kan anvendes i salat, de ældre blade kan tørres og bruges sammen med andre urter til te. Af bærerne kan der sammen med årstidens andre frugter laves marmelade, bærernes kerne skal fjernes da den smager bittert.

Eg

Eg
Quercus robur

Almindelig eg eller stilkeg, Quercus robur hører til bøgefamilien. Slægtsnavnet eg, er et gammelt nordisk plantenavn. Veddet har været bruges til tømmer i huse, til skibsbygning, lagring af vin mm.. De gode egenskaber som træet besidder har været kendt langt tilbage i tiden.

Egen indvandrede i Danmark efter at isen trak sig tilbage efter sidste istid, og bredte sig til hele landet. Egen hørte dog ikke til de første træer der indfandt sig, omkring bondestenalder har egen gjort sig gældende ca. år 4000 F.kr.

Agern som er egetræets frugt sidder hæftet i en lille skål, på en lang stilk, der af artsnavnet stilkeg. Frugtens indhold af garvesyre giver den en besk smag og gør den lettere giftig. Man kan fjerne en del af garvesyren, dette kan gøres ved at riste de rengjorte agern i en tør gryde, efter afkøling fjernes skallen, indholdet hakkes og puttes i en sigte og overhældes med kogende vand, dette gøres tre gange med en passende afdrypning mellem hver overhældning på den måde kan det meste af garvesyren trækkes ud.

Olden som frugten af bøg og eg kaldes har været brugt som en del af foderet til svin.

Blæretang

Blæretang Fucus vesiculosus

De forskellige arter af tang har op gennem tiden, været benytte af befolkning langs de danske kyster til forskellige formål. Bændeltang (ålegræs) har haft en alsidig anvendelse, det er i vasket og renset form blevet brugt til fyld i hovedpuder og madrasser som erstatning for træuld. Tang er blevet brugt som isolerings materiale, hvor tangen blev syet i måtter i mellem to stykker kraftigt papir. Hen mod slutningen af 2. verdenskrig blev det sågar brugt til at stoppe i cykelslanger, der solgtes under navnet ”Tangodæk”.
På Læsø og Endelave har man anvendt Bændeltang som tækkemateriale på husene, det gav et indeklima, der om vinteren var varmt og svalt om sommeren. Husene fik et særpræget og unikt udseende, taget havde en lang holdbarhed, nordvendte tage skulle efter sigende kunne holde i 100 år.
Tang har været anvendt til dækmateriale af afgrøder, roe- og kartoffelkuler. Fiskerne opbevarede is i tangforede grave, til langt hen på sommeren (bændeltang).
Blæretang og andre brunalger har været det foretrukne, til gødskning af markerne i kystegnene. Bændeltang har den ulempe at det ikke forrådner så let, dette er søgt afhjulpet ved at tilsætte husdyrgødning på forskelligvis. Det anslås at i 1878, langs Danmarks kyster er bjærget 50 millioner kg tørt tang til gødning. Hovedvægten af det bjærgede har været bændeltang, så det her været et krævende og ildelugtende arbejde at gøre det bjærgede til anvendelig gødning.
Under anden verdenskrig, begyndte man at høste tang Gaffeltare, Furcellaria fastigiata, til fremstilling af agar(geleringsmiddel), vækstmedium for bakteriekulturer, stabilisator i kakaomælk, opløsningsmiddel i farmaceutiske tabletter, kreatur- og kyllingefoder. Tang (i sær bændeltag) har i gammel tid, dannet grundlag for saltfremstilling. Efter afbrænding af tangen er asken blevet brugt til at koge salt eller fremstille lage til nedsaltning af diverse kødprodukter det er dog sjældent blevet anvendt til at salte smør med. 8 tønder aske har ca. givet 1td. Færdigt salt. Den indkogte saltlud skulle ved indkogningen klares med okse eller lamme blod. Grevskabet Gyldensteen på NV Fyn og N. Sjælland har under Englandskrigene 1808-09 fremstillet ca. 2000 tdr. salt. Udenlandsk salt har efterfølgende udkonkurreret denne praksis. Blæretang hedder på Grønlandsk eqûtigssat ”noget at tørre anus med”. Blæretang og bladtang har været en del af kosten på Grønland, særligt når det kneb med at fange fisk, sæler mm.

Billedet er taget af Finn Krone og brugt med tilladelse, der er flere af hans billeder på fugleognatur.dk

Kokleare

kokleare
Cochlearia officinalis
Læge-kokleare kan findes langs de danske kyster, den er en salt elskende plante.
Planten er to- årig og smager bedst det første år, smagen bliver mere bitter året efter hvor den sætter fine hvide blomster.
Det forlyder at den også kan være at finde i grøftekanter langs veje der ofte bliver saltet i løbet af vinteren.
Cochlearia kommer af latin ”cochlear”= ”ske” og hentyder til grundbladende på læge-kokleare, der i form ligner en flad spiseske.
Planten har med sit høje indhold af C-vitamin, været en højt skattet plante da den kunne anvendes mod mangelsygdommen skørbug.
Sygdommen har været meget udbredt, hos især søfolk, der på længere sørejser ikke har haft mulighed for at spise mad, med et tilstrækkeligt indhold af C-vitamin.
Den blev på datidens apoteker, brugt til at fremstille midler der kunne medbringes på rejserne.
Bladende har en frisk peberrods-lignende smag og er et friskt og sundt indslag i en salat.
De unge og spæde blade kan hakkes og avendes som drys, på æggekagen, smørebrød, stuvede kartofler mm.

Lind

Lind
Slægtsnavnet lind betyder ”bånd og bast”. Barken indeholder nogle seje fibre, der er blevet brugt til rebslåning, måtter. Veddets ensartede struktur, gjorde at træet før i tiden blev brugt billedskærer- drejer og snedkerarbejder. De skævt hjerteformede blade, har bevirket at træet i nogle sammenhænge nævnes som kærlighedens- og glædens træ. Kronen på træet har ofte også form som et hjerte. Som en bestanddel af den oprindelige skov og ofte plantet ved borge, gårde og klostre blev Linden i middelalderen og renæssancen den næstmest omtalte plante i sange skrevet på den tid.
Småbladet lind indvandrede til Danmark omkring år 7500 F.kr og var langt op i tiden det dominerende træ i landet, træet har haft stor anvendelse af mennesker, hvilket også har resulteret i at træ har været tæt på at forsvinde fra den Danske fauna.
Hjortspringbåden er Nordeuropas ældste plankebyggede fartøj, den er opbygget af 5 lindeplanker, båden dateres til ca. år 350 f.kr. og er fundet på Als, den indgår i Nationalmussetes udstilling om Danmarks oldtid.
De unge friske blade, kan anvendes i en stuvning eller som et lille pift, i salaten. De friske blade er desuden rige på c- vitaminer. Blomsterne fra lind kan tørres og bruges til te, eller til en god kryddersnaps.

Billedet er taget, og bruges med tilladelse af ,Sten Porse, www.myrica.dk.

Vandmynte

Vandmynte

Vilde slægter af mynte vokser i Danmark de hører til Læbeblomstfamilien. Vandmynte er knyttet til bredderne langs vores vandløb, søer samt sumpede områder med en næringsrig jordbund. Den er alm. udbredt i det meste af landet med undtagelse af Vestjylland. Planten kan bruges frisk, tørret i urtete eller til kryddersnaps.

Mælkebøtte

Mælkebøtte
Taráacum officinále

Slægten her hjemme består af ca. 60 arter. De hører alle til Kurvblomstfamilien(Asteráceae). Planten er flerårig og blomstre fra april – maj og hele sommeren. Planten har været brugt som lægeplante ved behandling af forskellige sygdomme. Blade, stængel og rod indeholder en mælkehvid saft der smager bittert. Den karakteristiske pælerod har været anvendt som kaffeerstatning, den har et indehold af lidt giftige stoffer, der dog forsvinder ved opvarmning, den kan efter kogning spises som grøntsag. De unge blade har en let bitter smag og kan anvendes i salater. Blomsternes kronblade kan bruges til urtete mælkebøttevin som pynt i salater mm.

 

Brændenælde

Stor nælde
Urtica doica

Der findes i Danmark to arter af slægten Nælde, Liden Nælde Urtica urens og Stor Nælde Urtica doica, hvor den sidste er den foretrukne i madlavning. Brændenælden har været anvendt op gennem tiden dels som en ingrediens i madlavningen, bladene. Planten har også været brugt til andre formål som cykeldæk eller til vævning af stof (Nældedug), her er det stænglerne der er blevet brugt, da de indeholder lange seje bastfibre.Nælden har et højt indhold af jern, calcium og kaliumsalte den har også et pænt indhold af A – og C- vitamin.De spæde skud af Nælden er de mest velsmagende ved at dyppe dem i kogende vand mildnes smagen og den mister evnen til at ”brænde”.Hvis man ønsker at samle til tørring, skylles planten let under koldt vand og hænges med hovedet nedad et tørt og mørkt sted. Den mister også “brænde” evnen ved tørring

Skvalderkål

Skvalderkål
Aegopodium podagraria

Slægts- og artsnavnet skvalderkål betyder ”spiselige blade der vælder op af jorden”. Arkæologiske fund har påvist at planten har været dyrket som nytteplante helt fra før romersk jernalder.

Munkene i middelalderen både spiste planten som en del af kosten, men anvendte den også medicinsk. Plantens latinske navn, er afledt af dens anvendelse som behandling mod podagra ( Aegopodium podagraria).

Skvalderkålen er i dag udbredt over hele landet. Den giver mangt en haveejer grå hår i hovedet, da den er besværlig at komme til livs da planten spreder sig både ved frø og vegetativt, med rodskud vandret ud fra planten.

De friske skud som kommer i foråret, kan anvendes i salat, til pesto eller i stuvning. Hvis man høster samme sted, ved at nippe de spæde skud af så kan man benytte skvalderkål i hele vækstsæsonen. Planten indeholder masser af vitaminer

Salturt

Almindelig salturt (kveller)
Salicornia europaea,
Planten er tæt knytte til steder der er lysåbne og hvor saltkoncentrationen og pH er høj.
Kveller dukker frem fra det lerede dynd der er skyllet op på strandenge og vader i løbet af vinterens storme. Planten er sukkulent og har et højt indhold af salt helt op til 40 promille, samtidig har planten et højt indhold af soda. Indholdet af soda har også ført til at den i Spanien og den norlige del af Afrika er blevet dyrket i stor stil og er blevet solgt til europa.Planten frigiver sodaen ved afbrænding og den soda rige aske er derefter blevet brugt til fremstilling af glas, sæbe mm. Soda fra slaturt, blev brugt helt frem til 1806, hvor introduktionen af bla. Leblanc’s metode gjorde det muligt at fremstille soda ud fra almindeligt bordsalt.
Soda er også en vigtig bestanddel når der skal fremstilles sæbe. Plinius den ældre, romersk forfatter og historiker er den første der omtaler sæbe. Der er under udgravninger i det gamle gamle Babylon fundet cylinderformede lerkrukker med anvisninger der minder om sæbeproduktion.
http://illvid.dk/fortiden/hvor-langt-tilbage-i-historien-har-man-brugt-saebe
transitiontownlouth.org.uk/beedocs/Samphire.pdf

Toggle content goes here, click edit button to change this text.